Stauning Whisky

    Hedeland, tørvemoser og klitter så langt øjet rækker
    I en lille, afsides landsby ved den jyske vestkyst begyndte ni venner – bl.a. en læge, en kok, en slagter og fire ingeniører – at eksperimentere med whisky i et nedlagt slagteri.

    Da Stauning Whisky blev grundlagt i 2005, havde de hverken erfaring eller udstyr – kun to små pot stills, en fælles nysgerrighed og en passion for håndværket.

    Til gengæld havde de naturen på deres side: vinden, havet, lyngen, tørvemoserne og noget af Danmarks reneste vand. Hvad mere behøver man?

    Timingen var perfekt
    Den nye nordiske madbølge skyllede ind over landet. Kokke, bagere og små producenter vendte ryggen til det standardiserede og genopdagede det lokale og unikke – hvad enten det var grise, æbler, hvede… eller whisky.

    Snart fandt Stauning Whisky vej til landets bedste barer og mest visionære restauranter. René Redzepi fjernede alle andre whiskyer fra Nomas kort, og den lille vestjyske whisky begyndte at vinde priser ude i den store verden.